Dolci (1920-97), bliver ofte kaldet «Siciliens Gandhi» (se Gandhi) for hans arbejde for sociale reformer på Vestsicilien. Han kaldes «Danilo» indenfor hans meget store verdensomfattende støttekreds. Dolci startede sit arbejde i «sultens trekant» vest for Palermo i 1950'erne. Han fremstår som et godt eksempel på enerens, den individualistiske reformators, styrke og svaghed. Med baggrund som arkitekt og socialarbejder, med betydelig kunstnerisk interesse og anlæg og en voldsom energi og arbejdsevne, omsatte han indtrykket af den ekstreme nød omkring Trappeto - hvor faderen havde været jernbanemand - og Partinico i social handling. Hans metode består af en række kendte ikke-voldelige handlingsformer:

• Dokumentation, overvejende baseret på interviews, gruppediskussioner, opsøgende journalistik - udgivet i bogform;
• bevidstgørelse, med stor vægt på diskussion i basisgrupper blandt målgrupperne: Små landmænd der behøver bedre vandingsanlæg, folk der er bange for mafiaen, forældre der ønsker bedre skoler for børnene, børn der ønsker nye former for skole og undervisning, osv.;
• kampagner, som regel møder med stærke indslag af lokal kunst, forslag og programmer, henstillinger til myndigheder og andre;
• demonstrationer, fra marcher og underskriftskampagner til faste, sit-down og «omvendt strejke» (f.eks. arbejdsløse der gratis udfører arbejde som der ikke er bevilget penge til - som det berømte vejarbejde i 1954 der førte til, at Dolci blev arresteret og blev stillet for retten);
• positiv handling, programmer der gennemføres uden myndighedernes hjælp - som kooperativer, skole, radio - og som senere tiltrækker myndighedernes støtte.

Dolci fremstår derfor med sit klare talent for at kombinere dokumentation, kritik og konstruktiv handling, som den der sætter ting i bevægelse. En meget sjælden kombination i det italienske politiske og intellektuelle miljø. Han har inspireret hundreder, tusinder af undertrykte mennesker i dette område til at blive modige og myndige. I dette arbejde er hans kamp mod mafiaen muligvis det vigtigste enkeltbidrag. Da han er en ener, har han også let kunnet skifte tyngdepunkt fra et felt til et andet og forvirre sine modstandere - og mange af sine venner - ved et stærkt dynamisk forhold til målsætning og arbejdsmetoder.

Svagheden ved Dolcis form træder lige så tydeligt frem som styrken. Han er eneren, der har set lyset og som stoler på sin intuition, og det skaber en stærk modsætning mellem på den ene side den demokratiske ideologi, møderne med medarbejderne - der har en tendens til at give op efter nogle måneder eller år - og alle diskussionerne, og   på den anden side det autoritære adfærdsmønster. Meget af dette skyldes antagelig autoritet, snarere end at han er autoritær, men lyset fra ham bliver let for stærkt for omgivelserne. Samtidig er hans netværk på Sicilien og rundt om i verden så individualistisk og mangesidigt, at Dolci ikke har den styrke der ellers ligger i at have stærke organisationer som fagforeninger og politiske partier bag sig. Dette er fuldt bevidst fra hans side: Sådanne organisationer ville blot binde ham, han ville blive deres instrument, og organisationernes modspillere ville automatisk blive Dolcis modparter. Dolci står frit, men han har købt sin frihed dyrt: Der tales og skrives kun lidt om Dolci i Italien. Bl.a. fordi han går på tværs af alle mønstre for politisk handling og debat. Derfor er det muligvis i udlandet, han har betydet mest - som inspirationskilde og eksempel. Han døde i 1997.

Sommario